I forbindelse med indskrivning på klinikken laver vi sammen med jer en plan for forløbet. Her får I overblik over de tilbud, klinikken har til jer igennem graviditeten, under fødslen og i barselsperioden.
Graviditeten
I får 6-11 jordemoderkonsultationer af ca. en times varighed. Her kan vi drøfte alle de spørgsmål og tanker, I måtte have om graviditeten og fødslen, for de er mindst lige så vigtige som at mærke på maven og lytte hjertelyd og måle blodtryk.
Individuel fødeplan
I løbet af graviditeten laver I sammen med jeres jordemødre en individuel fødeplan med jeres ønsker til fødslen.
Fødselsforberedelsen
Vores fødselsforberedelse foregår på forskellige måder, så det er tilpasset jeres behov. Alle får adgang til online materiale og skriftligt materiale udarbejdet af klinikkens jordemødre. Derefter kan I vælge, om I vil have et individuelt forløb i jordemoderkonsultationen og deltage i en workshop på 3 timer i klinikken med 3-5 andre par. Eller I kan vælge et forløb i gruppekonsultation i små hold, hvor fødselsforberedelsen er en integreret del af forløbet. Formålet er at ruste jer bedst muligt til den kommende fødsel og forældreskab.
Ultralydsdiagnostik
I bedes venligst sikre jer, at egen læge har henvist til jeres tilknytningshospital, at I skal indkaldes til:
- nakkefoldsscanning (uge 11-14)
- misdannelsesscanning (uge 18-20)
Fødslen
Ved veer eller vandafgang har I telefonisk kontakt til samme jordemoder, som følger jer igennem hele forløbet. Sammen finder I ud af det bedste tidspunkt at mødes på klinikken.
Klinikken råder over 3 hyggelige føderum. Det betyder, at der ALTID er plads, når I skal føde.
En fødsel på klinik er altid en ambulant fødsel. Det betyder, at I bliver på klinikken i 4-6 timer. Her får I hjælp til etablering af den første amning, tilsyn samt syning af eventuelle bristninger. Når I har spist og hvilet, tager I hjem. Inden I forlader klinikken, aftaler vi at ringes ved næste dag, så vi kan høre, hvordan det går med jer.
Barselsperioden
I dagene efter fødslen har I hele døgnet mulighed for at kontakte jeres jordemoder, indtil sundhedsplejersken tager over, 5-7 dage efter hjemkomsten. Jeres jordemoder kommer på barselsbesøg i hjemmet 2-3 dage efter fødslen. Jordemoderen sikrer sig, at forældre og barn har det godt, at amningen er godt på vej, og kan ved behov også tilse eventuelle syninger.
Ved dette barselsbesøg vil jordemoderen også tale med jer om fødslen og tilbyde at tage en hælblodprøve til screening for PKU og stofskiftesygdomme.
Klinikken kontakter jer 6-8 uger efter fødslen, så vi sammen kan afrunde jeres forløb. Hvis I siden fødslen har fået spørgsmål til fødslen eller behov for at drøfte andet, indbyder klinikken til en ekstra fødselssamtale med jeres fødejordemoder. I er selvfølgelig velkomne til at ringe før ved behov.
Hørescreening
I skal selv bestille tid til hørescreening på hospitalet helst inden 10 dage efter fødslen.
Besøg Roskilde Fødeklinik
Hvis I er interesserede i et forløb hos os, vil vi bede jer om at udfylde kontaktformularen, som ligger på hjemmesidens forside. Så vil vores visiterende jordemoder ringe til jer inden for 1-2 uger og tage en uddybende samtale om klinikkens muligheder og begrænsninger samt gennemgå den fødendes aktuelle helbredstilstand og tidligere fødselsforløb.
Kan vi anbefale en klinikfødsel, og er der er plads i den aktuelle terminsmåned, inviteres I ind til en rundvisning i klinikken med en af vores jordemødre. Her kan I stille spørgsmål og få en fornemmelse af, om I gerne vil føde hos os. Samtalen og besøget er, som alle vores andre tilbud, gratis.
Vi glæder os til at tage kærligt mod dig, din familie og jeres barn.