Med Roskilde Fødeklinik tilstræber vi at skabe den ramme omkring graviditet, fødsel og barsel, som ifølge forskningen støtter den den gode fødselsoplevelse og også helt konkret støtter og fremmer den normale indgrebsfrie fødsel.
At føde med jordemødre, som kender jeres historie, værdier og ønsker til fødslen, fremmer ikke bare den gode fødselsoplevelse, men også det gode fødselsforløb. Det skyldes, at mange fødselskomplikationer og fødselsindgreb undgås, når man er omgivet af mennesker, man kender og er tryg ved. Derfor er den personlige relation, som udvikles mellem jer og vores lille team af jordemødre, helt central for graviditet og fødsel på Roskilde Fødeklinik.
Den fødende, som føler sig tryg og velforberedt, når fødslen nærmer sig, er mere afslappet og udskiller derfor flere af de naturligt smertestillende og vefremmende hormoner, som er hele drivkraften for en normal og ukompliceret fødsel.
Roskilde Fødeklinik retter sig mod fødende, som er parate til at tage et aktivt medansvar for at opnå en naturlig fødsel med så få indgreb som muligt. Ved et aktivt medansvar forstås et bevidst og informeret fravalg af stærk medicinsk smertelindring, men også et bevidst og informeret tilvalg af klinikkens program for fødselsforberedelse. Her lærer I de mestringsstrategier, som kan begrænse behovet for medicinsk smertelindring. Derved begrænses også antallet af fødselskomplikationer og fødselsskader. Med andre ord optimeres jeres chancer for at opnå en normal fødsel.
Er du sund og rask, gravid med et barn i maven, som ligger med hovedet nedad, når din fødsel går spontant i gang efter fulde 37 og inden 42 fulde graviditetsuger, kan vi trygt anbefale dig en klinikfødsel. Dog kun under forudsætning af, at du ikke under tidligere graviditeter eller fødsler har haft komplikationer. Det vil klinikjordemoderen afklare under en visiterende samtale forud for indskrivning i klinikken.
© Roskilde Fødeklinik · Alle rettigheder forbeholdt · Privatlivspolitik · Kontakt